lørdag den 12. maj 2012

Informationsmøde!


Hej alle sammen!

Så kom dagen endelig, hvor mange af os udvekslingsstudenter skulle samles til informationsmøde i Vejle. Jeg har været spændt HELE ugen, men nervøsiteten steg dog i morges da vi stod op kl. 7 for at være klar til at køre kvart over 8!
Vi ankom som en af de tidligste omkring kl. kvart over 9, hvor vi ved indgangen fik tildelt en konvolut, hvor der lå en manual for os elever som en opsummering af alt det, vi har lært. Der var stillet stole op til alle 71 udvekslingsstudenter med forældre, så vi var omkring 200! Vi skulle vente til kl. 10 for informationsmødet startede, men familierne snakkede sammen på kryds og tværs, så de tre kvarter gik hurtigt!

Vi startede ud med to timers foredrag omkring alle de praktiske ting omkring værtsfamilien, afrejse osv. Der var 5 tidligere udvekslingsstudenter, som var med hele dagen, hvor de fortalte om, hvordan det var på deres udvekslings år. Udover tidligere udvekslingsstudenter var der også to fra Taiwan til stede, som også var med os på workshoppen. De fortalte lidt om, hvordan de havde det her i Danmark, og hvordan de havde haft det i år. Vi havde også Skype-samtaler med nuværende udvekslingsstudenter, som fortalte om deres familier.
Derefter var der en pause på en halv time for os elever, hvor vi kunne snakke sammen og få noget at spise. Samtidig havde forældrene 1½ times pause, så der var mulighed for at få noget at spise i gågaden.

Efter pausen var der fire timers workshop, hvor vi blev coachet igennem alle mulige slags situationer, som kunne opstå. Jeg må indrømme, at det var de 4 timers workshop som jeg havde været en del nervøs for, fordi man intet vidste om, hvad man skulle udsættes for. Men vi startede ud med noget icebreaker, hvor vi skulle stille os i en rundkreds efter højde og navn. Efterfølgende lavede vi en masse små øvelser, alt sammen for at gøre os bedre forberedt på året.
Vi afsluttede de fire timers workshop med et rollespil, som vi skulle lave til en virkelig begivenhed, og den skulle vi så fremføre foran de andre!

Dagen blev afsluttet i forsamlingsrummet, som vi startede ud i. Vi gennemgik, hvad vi havde lært og os elever fortalte om, hvordan workshoppen havde været.

Status er, at de sidste papirere er underskrevet, så nu er der ingen vej tilbage! Jeg føler mig fuldt ud parat til at rejse efter informationsmødet! Det næste vi skal have gjort er at få ringet om en tid på ambassaden, så jeg kan få søgt om visum. Så turen går snart til København! 


xoxo Emma

Ingen kommentarer:

Send en kommentar