Mit liv i Danmark!

Hej Allesammen

Siden sidste gang jeg skrev herinde er der sket rigtig mange ting! Jeg lovede godt nok, at der ikke ville gå så længe imellem opdateringerne igen, men det her bliver nok højest sandsynlig mit sidste indlæg herinde. Jeg kommer nu med hele forklaringen, fordi der stadig er nogle, som ikke aner, at jeg er hjemme i Danmark igen og hvorfor.

I mit sidste indlæg fortalte jeg godt om min hjemve, men ikke om hvor slemt det var eller hvad der efterhånden er sket.
Jeg startede bare med at græde rigtig meget, rent faktisk fra jeg vågnede om morgenen, fordi jeg altid startede ud med den her triste følelse, når jeg ikke vågnede op i mit hus derhjemme. Sådan var det hver eneste dag i den første tid, også fordi jeg ankom en hel måned inden skolestart, hvor jeg skulle lave absolut ingenting indtil skolen startede. Det var endda imod min organisations regler, fordi det netop er med til at forstærke hjemveen. Men senere var det bare som om, at jeg også begyndte at få det rigtig skidt fysisk. Jeg havde en trykken for brystet, for mine ører og mit hjerte begyndte at banke sindssygt hurtigt heletiden. Jeg mistede bare fuldstændig lysten til at spise, så det endte med at på et par uger så tabte jeg mig 4 kg. Mine ellers så positive tanker omkring det her år blev forvandlet til negative tanker og syn på alt ved deres kultur og det er jo slet ikke det, som er meningen med det her år. Meningen var, at jeg skulle over og lære et nyt sprog og en ny kultur at kende, men det mistede jeg fuldstændigt lysten til.
Jeg mistede endnu mere lysten til at gennemføre det år da alle de her bivirkninger begyndte at hobe sig op, fordi jeg var direkte rædselslagen for mig selv. Min værtsmor var sygeplejerske og dagligt var der en ny ting eller et nyt sted det gjorde ondt, så jeg snakkede med hende om det hver eneste dag, om det her nu var normalt. Til sidst blev vi enige om, at jeg skulle tage med hende på klinikken for at få alt det her tjekket.
Alt var normalt, når man gennemgik alt det jeg var igang med, men det eneste de sagde var, at det var en form for stres, fordi jeg ikke havde givet mig selv lov til at leve mit nye liv i USA fuldt ud. Jeg havde dagligt kontakt hjem til på grund af min hjemve og fordi jeg var så bange for, at tingene skulle forandre sig til, at jeg kom hjem igen. De gav mig noget antidepressiv medicin, som jeg skulle tage, men kunne det virkelig være rigtigt, at jeg skulle tage det medicin for at kunne holde ud at være derover?
I min svære periode kontaktede min værtsmor alle dem hun kendte, som havde haft udvekslingsstudenter før, der måske kunne rådgive hende. Jeg snakkede i telefon dagligt med folk fra min organisation i USA for at få grædt ud og snakket med nogle om det her, men den person, som var ment og tildelt mig for at hjælpe mig, min kontaktperson, var på intet tidspunkt i min hårde periode til at komme i kontakt med før aftenen inden jeg skulle rejse hjem, hvor han ringede og fortalte, at han først var på vej hjem fra ferie af nu. Og der var det hele jo for sent!

Alt det her var ikke grunden til, at jeg rejste hjem. Det var på grund af, at efter 2 uger i USA en lørdag morgen blev jeg ringet op af min mor,  som fortalte, at min bedstemor var død. Efter kun to uger og midt i alt det her, så kunne jeg simpelthen ikke klare mere. Som Explorius sagde, så var alt, som overhovedet kunne gå galt, gået galt for mig. Et par hårde uger med rigtig meget hjemve, et dødsfald efter kun to uger og en kontaktperson, som jeg på intet tidspunkt kan komme i kontakt med.
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at tage hjem, for at deltage i min bedstemors begravelse, men jeg var i tvivl allerede der, om jeg ville vende tilbage til USA igen.
Efter jeg havde lagt på hos min mor, fandt jeg ud af, at min værtsfamilie allerede vidste, hvad der var sket, fordi min far havde ringet lige inden og fortalt, at min verden snart ville bryde helt sammen, så de forstod mit valg om at vende hjem, men håbede selvfølgelig på, at jeg kom tilbage igen.
Det var desværre lige i weekenden, så jeg kunne ikke få en billet før mandag, men allerede med en hjemrejsedato om tirsdagen. Så tirsdag tidlig morgen kørte Sally, min værtsmor mig hen til Grand Forks lufthavn, hvor jeg skulle tage flyet til Minneapolis, derfra videre til Washington DC og derfra hjem til Danmark igen.
16 timers lang rejse og endelig nåede jeg Kastrup lufthavn kl. 7 om morgenen onsdag. Aldrig har jeg været så glad for at være på dansk jord!

Jeg deltog i min bedstes begravelse om lørdagen og jeg skulle snart have taget beslutningen om jeg ville tilbage til USA igen eller om jeg ville blive herhjemme i Danmark. Jeg kunne se fordele og ulemper ved begge ting og efter flere dage, ugers tænkning besluttede jeg at blive hjemme. Alle mente, at jeg skulle tage tilbage, men jeg følte mig på ingen måde klar til at kaste mig ud i det efter alt det her jeg har været igennem. Jeg har ikke fortrudt min beslutning - endnu, for den tid kommer med garanti. Jeg misunder når jeg ser de andre elever poste billeder og andre opslag derover fra på Facebook, men ellers er jeg virkelig glad for min beslutning.
Mange mener sikkert stadig, at det var åndssvagt af mig at blive hjemme, men til dem vil jeg bare sige, at der er ingen, som nogensinde ville kunne forestille sig at være 15 år og helt alene omme på den anden side af jorden, med smerter på grund af hjemve, hvor en person, som er en af de mest betydningsfulde i dit liv dør, for det er der ingen, der har fortjent at prøve og der er ingen, som ved hvad det kan gøre ved en!

I dag er jeg startet på Vestervangskolen i Esbjerg på den internationale linje, hvor jeg får mulighed for at komme lidt på udveksling i løbet af året også. Det er jeg utrolig glad for! Jeg kunne have valgt at komme ind i trygge rammer på linje 10 i Bramming, men i stedet følte jeg mere for at starte på en frisk, et nyt sted, hvor ingen kendte mig eller min historie omkring USA og det har været rigtig dejligt!
Menneskerne er helt fantastiske og det er en rigtig skøn klasse jeg er kommet i og jeg er sikker på, at det bliver et rigtig godt år.
Jeg forsøger at komme ind i en normal hverdag igen efter alt det her, fordi det er svært at glemme det her lidt, når man heletiden møder kendte ansigter, som spørger en om man ikke burde være i USA lige nu, for jo det burde jeg, men nu ved I også, hvorfor jeg ikke er!

Uanset om jeg havde været afsted i 10 mdr. eller de 3 uger jeg var der, så har jeg lært en helt masse om mig selv allerede. Jeg har gjort ting ikke ret mange andre 15 årige har formået at gøre og jeg har overrasket mig selv gang på gang, hvad jeg egentlig kunne formå at gøre! At tage flyet rundt helt alene i USA uden problemer er helt sikkert en ting, som jeg er skide stolt af mig selv over. Jeg har set så mange ting og har overlevet de tre hårdeste uger i mit liv! Det synes jeg godt, at jeg kan give mig selv et klap på skulderen for! :-)

xxx Emma!